Forfatterskole.dk
In the past year, I had the privilege of enrolling in an online authorship course through https://www.forfatterskole.dk, taught by Lars Stadil. As an aspiring writer, I was seeking guidance and insights into the publishing world, and this course met my expectations.
The course covered a vast array of topics, ranging from crafting compelling characters and narratives to creating an online presence and promoting one’s work. Lars Stadil, our instructor, was knowledgeable and engaging, and he infused every lesson with his extensive publishing industry experience.
The course’s personalized feedback on our writing was a highlight, providing constructive criticism and valuable suggestions to refine our writing skills and gain a deeper understanding of publishers’ expectations.
In conclusion, this course was an invaluable investment in my writing career. I now possess a better comprehension of the publishing industry and the essential skills required to succeed as an author. I would highly recommend Lars Stadil’s authorship course to anyone seeking to improve their writing and advance their career.
Course 1 - Lesson 1
Danish:
En januar morgen i Poseidon
Jeg er dog opvokset med at vinterbade, ofte alene men også sammen med min familie og venner i vinterbade klubben.
For mig er det en helt speciel oplevelse, at bade om vinteren, både alene og sammen med andre. De andre var dog ikke med idag. Jeg er alene sammen med Hr. Vinter og en masse måger klokken syv om morgenen. Der ligger intet sne, vejret og vandet tog sig nemlig mildt ud denne kølige morgen selvom der var død koldt.
Årh hvor er det herligt, nu at være helt alene under vandet. Jeg begynder let at baske med vingerne for at få gang i blodomløbet og skabe noget varme og med et og med et gys og hurtigt ryk begynder jeg at svømme i det iskolde vand.
Mågerne i det fjerne skrætter op. Jeg har forstyrret deres pirkende nysgerrighed.
English
A January morning in Poseidon
Ow, I am happily standing on a jetty this icy winter morning. It’s just past half past seven in the morning, my new waterproof Apple Watch tells me, as I slowly lie down my dark Boss clothes and Saint Laurent purse while I jump in my swimwear on the jetty.
I look around, but there is not a soul to be seen. I can tell this morning is extra chilly, and even the metal railing from the bathing bridge down to the water has to give way to the hoar frost. I’m standing almost naked now in my black Speedo swimming trunks and wearing the Adidas sports towel draped around my shoulder this chilly morning.
I shake a little but continue slowly down the stairs to the water while holding on tightly to the railing. It’s a bit rickety, I notice on the descent. I shiver, and I enjoy the icy water with every step I take. The cold is fantastic this morning, I thought to myself with a smile. I feel alive even though my body hates me.
But the cold doesn’t matter to me as long as I’m on the mark. It feels nice and gives me renewed energy. I have heard some say that it boosts my immune system when I am exposed to winter baths. It regenerates me, they told me and gives me new energy. I cursed them, and I didn’t trust them anyway. I shudder.
However, I grew up swimming in the winter, often alone and with my family and friends in the winter swimming club.
For me, it is an exceptional experience to bathe in winter alone and with others. However, the others were not with us today. I am alone with Mr. Winter and many seagulls at seven in the morning. There was no snow, and the weather and the water were mild this chilly morning, even though it was dead cold.
Oh, how wonderful it is now to be alone underwater. I start lightly flapping my wings to get the circulation going and create some heat, and with a shudder and a quick jerk, I start swimming in the icy water.
The seagulls in the distance squawk. I have disturbed their piqued curiosit
Course 1 - Lesson 2
Solen skinner skarpt på mig
Danish
Jeg kniber øjnene lidt i for at undgå solens skarpe stråler. Jeg sad sagte på toppen af verden følte jeg alt imens mine håndled er godt ømme efter den knude de bandt om mine hænder med imorges. Godt 10 meter fra mig leger en pige og dreng tæt sammen. De griner højlydt af deres fælles leg samt af deres tant og fjas de gør med hinanden.
Et ældre par, en dame med kyse og en mand med stok står stille og tæt derpå. De ser mere sammenbidte ud end børnene. Jeg kaster mt blik hen på I en lille lysning derfra ved siden af et stort gulligt og roligt kastanjetræ står en ung mand og kvinde ser jeg. De ser anspændt ud da jeg kort får øjenkontakt med dem. De stirrer på mig. Kvinden tager herefter hånden over sin mund i forbavselse og lukker øjnene, som var hun forlegen over noget. Jeg forstår ingenting.
Der stimles flere mennesker til i det fjerne, men jeg kan ikke se deres ansigter. Kun deres silhuetter derude i horisonten. På den nøgne blå himmel er der kun lidt skyer ude i horisonten. Vinden har taget godt fat nu bemærker jeg imens jeg igen kigger på de legende børn. Drengen løfter for sjov op i pigens kjole imens han skaber sig: “for her er der ekstra varmt..” ler han. Pigen bliver hidsig, sur og skælder drengen ud med sin pegefinger imens hun råber et eller andet. Drengen griner bare og pjalter videre som om intet var hændt. Det varmer mit hjerte, at se de små liv rende rundt og jeg giver dem et smil med på vejen selvom de nok ikke ænser mig for noget.
En solsort lander og pikker lidt i jorden et stykke fra den ældre mand og kvinde. “Hvis bare…” ånder jeg sagte ud imens jeg bliver afbrudt af deres blikke, der er rettet stift på mig. Det forstår jeg dog ikke noget af imens jeg gisper efter vejret denne varme dag. De til vandrende mennesker fra det fjerne er i højt humør og de klukker og griner af hinanden imens deres små bål på pæle tager godt med blus.
For at at få overblik over dem alle lukker jeg øjnene hårdt i igen imens en tanke sætter sig fast i mig: “Hvornår skal jeg mon dø?” En frejdig mand fra flokken spankulere op imod mig imens han brøler og peger på mig. “haha se nu der” bliver der råbt. Jeg bliver flov og forlegen over alt dette imens ilden tager goodt fat i mit tøj og mine mine kinder smulder en efter en. Jeg spejder kort derefter på dem alle og ser mange forskellige skikkelser af både mænd, kvinder og børn alle i højt humør. Bare jeg også havde en familie tænker jeg. Jeg bliver nu ekstra forlegen over ikke, at have fået lov til at tage mit pæne tøj på idag: En hvid kjole med gamacher og med rødt mønster.
Jeg har kun denne simple grimme sorte kjole på. Hvordan kan man gå i sådan noget stads til et arrangement som dette. Den tilhuublende mand opfordrer nu de andre til at gøre ham trop og et par af mændene adlyder. Hvorfor ved jeg ikke. “Kom nu alle skal omkring” blev der sagt spydigt og hvæsende og de placerer alle de brændende pæle omkring mig. Jeg sveder ikke selvom det er en varm sommerdag tænker jeg for mig selv imens jeg ånder ud.
English
I squinted my eyes a little to avoid the sun’s sharp rays. I sat gently on top of the world, and I felt that my wrists were sore from the knot they tied around my hands this morning. A good 10 meters from me, a girl and boy are playing close together. They laugh loudly at their joint games, at their aunt, and at the pranks they play on each other.
An elderly couple with a kiss and a man with a cane stand quietly and close together. They look more clenched than the children. I cast my gaze towards In a small clearing from there; next to a large yellowish and calm chestnut tree, I see a young man and woman standing.
They look tense as I briefly make eye contact with them. They stare at me. The woman then puts her hand over her mouth in astonishment and closes her eyes as if she were embarrassed about something. I understand nothing.
More people crowd in the distance, but I can’t see their faces. Only their silhouettes are out there on the horizon. There are only a few clouds on the horizon. The wind has taken hold now, I notice as I look at the playing children again. For fun, the boy lifts up the girl’s dress while making up: “because it’s extra hot here…” he laughs. The girl becomes irritable and angry and scolds the boy with her index finger while shouting something. The boy just laughs and rambles on as if nothing happened. It warms my heart to see the little lives running around, and I give them a smile along the way, even though they probably don’t care about me for anything.
A blackbird lands and pokes a little at the ground some distance from the elderly man and woman. “If only…” I breathe out softly as I am interrupted by their gaze fixed on me. However, I need to understand that while gasping for air on this hot day. The wandering people from afar are in high spirits and are chuckling and laughing at each other while their small fires on poles take on flares.
I close my eyes tightly to get an overview of them all while a thought sticks in me: “When will I die?” A cheerful man from the pack struts up to me while he roars and points at me. “Ha ha, look there,” is shouted. I get embarrassed by all this while fire takes hold of my clothes, and my cheeks crumble one by one. I soon scouted them all and saw many different figures of men, women, and children, all in high spirits. If only I had a family, too. I’m now embarrassed that I wasn’t allowed to wear my nice clothes today: a white dress with leggings and a red pattern.
I’m only wearing this simple, ugly black dress. How can you go to such a city for an event like this? The aspiring man now calls on the others to make him his friend, and some men obey. I do not know.
“Come now, everyone must go around,” was said, spearing and hissing, and they placed all the burning stakes around me. I’m not sweating even though it’s a hot summer day, I think to myself as I exhale.
Course 1 - Lesson 3
Dansk:
Min værste følelsesmæssige oplevelse
Den værste og mest følelsesmæssige nedtur jeg nogensinde har oplevet må have været, da jeg mistede alt! Det føles ligesom at falde ned af en trappe baglæns med søm i uden at vide hvad, der er op og ned. Du er ikke forvirret blot konfus og har ikke rigtigt det store overblik over noget som helst.
Jeg kan ikke helt huske hvad der præcist skete, men det var i vinteren 2006 og jeg var lige startet i 2.g på gymnasiet. På et eller andet tidspunkt gled jeg ind i en depression så dyb, at jeg blev mistænksom over alt og alle og det var højst sandsynligt min første psykose når jeg nu tænker tilbage.
En dag da en af mine nærmeste veninder i klassen spurgte mig hvad jeg skulle have på til festen? – efterfulgt af pinlig tavshed, da hun hurtigt indså, at hun havde lavet en fortalelse fordi jeg slet ikke var inviteret med til festen.
Jeg blussede op og mine kinder blev helt røde og jeg følte sådan en varme i kroppen af vrede og skuffelse, at det var helt ubærligt.
Alle mine venner var inviteret med, men ikke mig. Det førte uden tvivl til en dårlig stemning på Facebook søndagen efter, hvor jeg så billeder af alle mine venner til fest. Det tog hårdt på mig og følte, at jeg havde en klump galt i halsen jeg ej kunne få ned og hver gang jeg scrollede op og ned på facebook for at se deres billeder blev jeg mere og mere indebrændt.
Hvis jeg først er syg, så skal jeg også være frygteligt syg. Jeg tror i hvert fald, at det er det, der skete i mit hoved, da jeg endelig fik diagnosen: Posttraumatisk stresslidelse og dyssocial personlighedsforstyrrelse. Og en lille dosis social angst som krydderi. Det lyder mere som en opskrift end en sygdom. At jeg døjede med PTSD kom ikke som en overraskelse for nogen.. Det, der slår mig, er, hvor hurtigt diagnosen tager overhånd over en.
Efter at have fået diagnosen tog jeg hjem. Da jeg kom hjem til mine forældres gamle røde mursten hus begyndte jeg, at google mine nye diagnoser og som sædvanlig dukker de mest ekstreme tilfælde op. Soldat dræbte sin familie efter krigstraumer. En mand gik amok med bue og pil og dræbte flere borgere. Shit.
Jeg er nu officielt en tosse. Forventes jeg at dræbe eller voldtage nu, hvor jeg er blevet diagnosticeret? Nej, det gjorde det heldigvis ikke. Det var kun forventet, at jeg var syg og bekendt af Psyiatrien at jeg ville blive rask igen på et senere tidspunkt. Mareridt var en del af diagnosen. Okay, dem havde jeg allerede før diagnoserne. Jeg har også kæmpet med depression og når man har det kunne det føre til selvskade – og det havde jeg også gjort i et stykke tid.
Selvom de fleste af mine snit var gemt under mine ben. Jeg griner stadig, når nogen siger, at selvskadere er opmærksomhedsforstyrrelser.
Til slut havde jeg en lang checkliste. Og uden at være klar over det, var jeg gået fra kun at have få symptomer til at have dem alle. Det var, hvad der var forventet af mig. Jeg havde PTSD, og jeg havde ikke ordentlig PTSD, før jeg var syg. Det giver ingen mening. Der er ingen anden logisk forklaring på, hvorfor jeg blev så meget mere syg efter diagnosen, end jeg var før. Jeg har aldrig taget denne personlighedsforstyrrelse seriøst. Personlighedsforstyrrelser var for skøre mennesker. Mor jeg kan ikke tage i skole i dag, – jeg er nemlig syg fortalte jeg hende tit med bøjet nakke. Og med sygdommen, kom de fysiske undskyldninger. Det er rart hvordan du ender med at klamre dig fast i at fysiske sygdoms undskyldninger er de eneste legitime undskyldninger der findes. Jeg uviklede også migræne i denne periode, sandsynligvis fordi min krop og hovede var på konstant overarbejde. Hvorfor jeg var så bange for at sige, at det var det, der foregik inde i min hjerne, der var ødelæggende, ved jeg ærlig talt ikke.
Måske slog skammen til, eller måske var jeg bange for at blive opfattet som overdramatisk. Min sygdom tog overhånd. Dette var min, og kun min dyrebare som Gollum vil have sagt det. På et tidspunkt tænker jeg, at jeg måske sammenligner mig med Golum fra Ringenes Herre – og sygdommen var min ring. My Precious.
Nogle gange holder min krop helt op med at trække vejret af sig selv. Som om jeg ikke skulle trække vejret mere. Som om min krop bare giver op. Det nytter ikke længere, Kasper. Vi har prøvet nok, og det virker ikke. Som om det aldrig stoppede, som om alt var helt normalt. I et par sekunder var alt helt stille. Verden, mig, sindet. Som om jeg var død i et lille sekund. Og det gav mig bestemt ingen tilfredsstillelse.
Måske forsøger min krop at fortælle mig, hvor lam jeg ville være, hvis jeg ikke længere var i live?
Samtidig ville det være befriende. Måske ville jeg aldrig føle lettelse eller befrielse igen. Men i det øjeblik man indser, at man giver slip, skal det også være det bedste i verden har jeg hørt. Jeg er der ikke endnu, og jeg kommer der nok aldrig. Min familie betyder alt for mig, at jeg nogensinde ville udsætte dem for tabet af et barn, en bror og en samlever. Måske endda en far i fremtiden. Jeg ville aldrig udsætte dem for det, for jeg ved, at de har arbejdet så hårdt for ikke at udsætte mig for det samme.
Kender du belastningen af en søn, der sidder og ser sin mor græde, fordi hendes barn har det svært? Skyld, hjælpeløshed? Har du brug for at trøste, men aner du ikke hvordan. Frygten når der er totalt sammenbrud og drengen ser moderen ligge i fosterstilling og hyperventilere? Der kommer du til et punkt, hvor du virkelig er bange for, at nogen skal dø. Først da forstår jeg, hvordan det må være for en forælder at se sit barn lide. På samme måde føles det for en søn at se sin mor hyperventilere og skrige af ren psykisk smerte, med baggrund i barnets smerte. Skyldfølelse og hjælpeløshed. Følelsen af at have forsøgt at gøre alting rigtigt, men så går det alligevel galt. Uden at det nogensinde nødvendigvis er din egen skyld.
Åndedrættet er jo stort set i kontrol. Det kan få et barn til at indse sin mors smerte, og det spillede en stor rolle i både undfangelsen og fødslen af barnet. Det kommer til at spille en stor rolle i livet, og det kommer til at spille en stor rolle, når det kommer til hvile for sidste gang. Jeg dør en gang om dagen og står op to gange. En om morgenen til et nyt liv. Karakteriseret ved nøjagtig det samme som den forrige, men med en lidt lavere vejrtrækning. Lidt mindre vilje til at leve, og lidt mindre skyldfølelse hver dag. Jeg vil have hjælp, men ingen vil hjælpe. Jeg vil have et kram, men har ingen at kramme. Der er ingen, der tager fat i mig, holder mig fast og er i stand til at gennemtænke, hvordan jeg har det i det øjeblik. Ingen tænker på mig, alle tænker på sig selv. Jeg er træt af at tænke på mig selv. Det må være sådan det føles for mor.
English
My worst emotional experience
The worst and most emotional low I have ever experienced must have been when I lost everything! It feels like falling down a staircase backward with nails in it, not knowing what is up and down. You are not confused, just confused, and don’t really have the big picture of anything.
I can’t quite remember what exactly happened, but it was in the winter of 2006, and I had just started second grade at the high school. At one point or another, I slipped into a depression so deep that I became suspicious of everything and everyone, and it was most likely my first psychosis when I thought back.
One day when one of my closest friends in class asked me what I should wear to the party? – followed by an awkward silence as she quickly realized that she had made a mistake because I wasn’t invited to the party at all.
I flared up, and my cheeks turned completely red, and I felt such heat in my body from anger and disappointment that it was completely unbearable.
All my friends were invited, but not me. It undoubtedly led to a bad mood on Facebook the following Sunday, where I saw pictures of all my friends at the party. It took a toll on me, and I felt like I had a lump in my throat that I couldn’t get down every time I scrolled up and down on Facebook to see their pictures, I got more and more burned out.
If I am sick first, then I must also be terribly sick. At least, I think that’s what was going through my head when I finally got the diagnosis: Post Traumatic Stress Disorder and Dissocial Personality Disorder. And a small dose of social anxiety as a spice. It sounds more like a recipe than a disease. That I suffered from PTSD did not come as a surprise to anyone… What strikes me is how quickly the diagnosis takes hold of you.
After receiving the diagnosis, I went home. When I got home to my parents’ old red brick house, I started googling my new diagnoses, and, as usual, the most extreme cases appeared. The soldier killed his family after war trauma. A man went on a rampage with a bow and arrow and killed several citizens. Shit.
I am now officially a lunatic. Am I expected to kill or rape now that I have been diagnosed? No, luckily, it didn’t. It was only expected that I was ill and known by Psychiatry that I would get well again at a later date. Nightmares were part of the diagnosis. Okay, I already had them before the diagnosis. I have also struggled with depression, and when you have it, it can lead to self-harm – and I had done that for a while.
Although most of my incisions were tucked under my legs. I still laugh when someone says self-harm is attention deficit disorder.
In the end, I had a long checklist. And without realizing it, I had gone from having only a few symptoms to having them all. It was what was expected of me. I had PTSD, and I didn’t have proper PTSD until I was sick. It makes no sense. There is no other logical explanation as to why I became so much sicker after the diagnosis than I was before. I have never taken this personality disorder seriously. Personality disorders were for crazy people.
Mother, I can’t go to school today – I’m sick, I often told her with my neck bent. And with the illness came the physical excuses. It’s funny how you end up clinging to the fact that physical illness excuses are the only legitimate excuses out there. I also developed migraines during this period, probably because my body and mind were constantly working overtime. Why I was so afraid to say that it was what was going on inside my brain that was devastating, I honestly don’t know.
Maybe shame kicked in, or maybe I was afraid of being perceived as overdramatic. My illness took over. This was mine, and only mine, precious as Gollum would have said it. At one point, I think I might compare myself to Gollum from Lord of the Rings – and the disease was my ring. My Precious.
Sometimes my body just stops breathing on its own. Like I shouldn’t breathe anymore. Like my body just gives up. It’s no longer useful, Kasper. We’ve tried enough, and it doesn’t work. As if it never stopped, as if everything was completely normal. For a few seconds, everything was completely quiet. The world, me, the mind. Like I was dead for a tiny second. And it certainly didn’t give me any satisfaction.
Maybe my body is trying to tell me how lame I would be if I were no longer alive?
At the same time, it would be liberating. Maybe I would never feel relief or liberation again. But the moment you realize that you let go, it must also be the best thing in the world I’ve heard. I’m not there yet, and I probably never will be. My family means everything to me that I would ever put them through the loss of a child, a brother, and a partner. Maybe even a father in the future. I would never put them through that because I know they have worked so hard not to put me through the same thing.
Do you know the stress of a son sitting and watching his mother cry because her child is having a hard time? Guilt, helplessness? Do you need to comfort but don’t know how. The fear when there is a total breakdown and the boy sees the mother lying in the fetal position and hyperventilating? There you get to a point where you are really afraid that someone is going to die. Only then do I understand what it must be like for a parent to see their child suffer. In the same way, it feels to a son to see his mother hyperventilating and screaming from pure psychological pain against the backdrop of the child’s pain. Guilt and helplessness. The feeling of having tried to do everything right, but then it still goes wrong. Without it ever being necessarily your own fault.
After all, breathing is largely under control. It can make a child realize its mother’s pain, and it plays a major role in both the conception and birth of the child. It’s going to play a big role in life, and it’s going to play a big role when it comes to rest for the last time. I die once a day and rise twice. One in the morning for a new life. Characterized by exactly the same as the previous one, but with slightly lower breathing. A little less will to live and a little less guilt every day. I want help, but no one will help. I want a hug but have no one to hug. There is no one to grab me, hold me, and give able to think through how I feel at that moment. No one thinks about me. Everyone thinks about themselves. I’m tired of thinking about myself. That must be how it feels for mom.
Course 1 - Lesson 4
Dansk:
Kliché & billeder
Mørke skyer havde samlet sig i det fjerne. Camilla sad sikkert indenfor sammen med hendes mor. Camilla hostede dog og følte sig meget træt. Hun var syg. Hun ville have hendes mor til at tage hende til lægeklinikken.
“Mor, jeg føler mig virkelig meget syg,” sagde hun med en lav andægtig stemme.
“Jeg tror hellere, at jeg skal tage dig med hen til lægen,” sagde moren mens Camilla snøftede.
De satte sig ind i deres lettere ramponerede bil og kørte til lægehuset imens regnen dalede langsomt ned. De gik ind i ventesalen. Her stod den nydelige fraskilte læge og snakkede med sekretæren om et eller andet. Lægen fik øjenkontakt på Camilla og hendes mor. Straks henvendte han sig til dem.
“Nåh det er dig, der har ondt i halsen?” spurgte Lægen søgende og smilende. Camilla nikkede bedrøveligt på hovedet.
“Følg du trygt mig så ser vi op det” og med et viste han Camilla og Moren ned på hans lægekontor”
Moren og Camilla traskede efter ham med lange skridt igennem de hvide korridorer, der var som en helt labyrint i det hvidkalkede mursten bygget lægehus.
Endelig var de inde på hans kontor og lægen stillede dem hende nogle spørgsmål om hvordan hun havde det og hvor hun havde mest ondt. Camilla hørte ikke rigtigt efter og nikkede bare imens lægen talte og enkelte gange fik hun fremskaffet et ja til det sagte.
“Nu har jeg undersøgt dig hurtigt og det ser ud til, at du er slemt forkølet. Du skal have noget pencillin før du bliver rask igen.”
“Okay, tak..” svarede Camilla bedrøveligt ham. Moren nikkede til lægen og spurgte ham så, hvad han synes om hendes tilstand. Jo hun skal nok klare den og efter et par dage er hun fit og frejdig igen.
Jeg formoder det er bihulebetændelse, men det er alt for tidligt at konstatere. Men nu udskriver jeg noget medicin også skal i bare hente det på apoteket senere. Det skal nok gå søde sluttede han med at sige. Moren blev lettet og takkede lægen alt hvad hun kunne. “Mit eneste barn er syg, hvordan kan jeg nogensinde takke dig spurgte moren lægen. Hun rødmede lidt da hun sagde det. Hun havde måske en skjult bagtanke..
“Det behøves du ikke svarede han hende. Det er jo en del af mit job svarede han med et tandpasta smil.”
Moren smilte ham igen og slog blikket ned og op igen indtil hun fik øjenkontakt med den blåøjet mandlige læge og fik fremstammet: “Må jeg takke dig ved, at invitere dig på frokost. Er det iorden?” Spurgte hun ham direkte.
Lægen stod lidt forlegent og tænkte godt og grundigt ligesom urviseren på et stort bornholmerur gør det. Hvad skulle lægen dog svare hende, han ville jo gerne fremstå professionelt qua sin profession. Han fik fremstammet et “tjaa.. måske” mumlede han. Hun tolkede det staks som et ja og skyndte sig at følge op på det med et varmt godt svar.
Men inden den tanke faldt på gulvet afbrød moren ham hurtigt og måske lidt snarrådigt. “Må jeg ikke invitere dig på middag nu på fredag?”
Moren smilede imens hendes finger kørte igennem hendes lange brune krøllede hår.
“Det vil være så dejligt for mig og min datter at have dig på besøg sagde hun leende.
De snakkede lidt løst og fast frem og tilbage. Lægen blev mere og mere blu og moren tog igen ejerskab over samtalen. Hun nappede en kuglepen fra lægens bord og begyndte at skrive sit telefonnummer og adresse ned på en lap papir. Hun stak ham det i hånden og svarede: “Det ville være super fint af dig, hvis vi kan mødes på fredag og hvis du ikke kan finde vores hus, så har du også mit telefonnummer her” sagde hun bestemt med en kurre på tråden. “Tak og vi ses på fredag” kvittede hun samtalen af med.
Camilla og hendes mor skulle på apoteket for at hente medicinen, som lægen havde ordineret til hende. Da de kom hjem tog Camilla medicinen. På få dage efter havde hun det meget bedre, som lægen jo også havde sagt. Da det blev fredag var Camilla blevet helt rask igen. Moren havde det på samme måde og imens hun tænkte dagens plan igennem kyssede hun den røde læbestift.
English:
Dark clouds had gathered in the distance. Camilla was probably sitting inside with her mother. However, Camilla coughed and felt very tired. She was sick. She wanted her mother to take her to the doctor’s clinic.
“Mother, I feel very sick indeed,” she said in a low, devout voice.
“I think I’d better take you to the doctor,” said the mother as Camilla snorted.
They got into their battered car and drove to the hospital while the rain slowed. They went into the waiting room. Here stood the handsome divorced doctor talking to the secretary about something. The doctor made eye contact with Camilla and her mother. Immediately he addressed them.
“Well, you’re the one with the sore throat?” asked the doctor searchingly and smiling. Camilla nodded sadly.
“Follow me safely, and we’ll look into it,” With one, he showed Camilla and Moren down to his doctor’s office.
The mother and Camilla trudged after him with long strides through the white corridors, which were like a complete labyrinth in the whitewashed brick hospital building.
Finally, they were inside his office, and the doctor asked them how she felt and where she was in the most pain. Camilla didn’t really listen and just nodded while the doctor spoke, and a few times, she got a yes to what was said.
“Now I have examined you quickly, and it seems that you have a bad cold. You need some penicillin before you get well again.”
“Okay, thanks..” Camilla sadly answered him. The mother nodded to the doctor and then asked him what he thought of her condition. Yes, she will probably make it, and after a few days, she will be fit and cheerful again.
I suspect it’s sinusitis, but it’s far too early to tell. But now I’m prescribing some medicine. You just have to pick it up at the pharmacy later. It’ll be fine, sweetie, he finished saying. The mother was relieved and thanked the doctor all she could. “My only child is sick.
How can I ever thank you,” the mother asked the doctor? She blushed a little when she said that. Maybe she had a hidden ulterior motive…
“You don’t need to,” he answered her. It’s part of my job, he replied with a toothpaste smile.”
The mother smiled at him again and looked down and up again until she made eye contact with the blue-eyed male doctor and stammered out, “May I thank you by inviting you to lunch. Is that all right?” She asked him directly.
The doctor stood a little embarrassed and thought carefully, just as the hands on a large Bornholmer clock do. What was the doctor supposed to answer her? After all, he wanted to appear professional in terms of his profession. He got out a “well.. maybe,” he muttered. She immediately interpreted that as a yes and hurried to follow it up with a warm good answer.
But before that thought fell to the floor, his mother interrupted him quickly and perhaps a little hastily. “Can I invite you to dinner this Friday?”
The mother smiled as her finger ran through her long brown curly hair.
“It will be so nice for my daughter and me to have you visit,” she said, laughing.
They talked a little loosely and firmly back and forth. The doctor became increasingly blue, and the mother again took ownership of the conversation.
She grabbed a pen from the doctor’s table and began to write down her phone number and address on a piece of paper. She put it in his hand and replied: “It would be super nice of you if we could meet on Friday, and if you can’t find our house, you also have my phone number here,” she said firmly with a coo on the line. “Thank you, and I’ll see you on Friday,” she concluded the conversation.
Camilla and her mother had to go to the pharmacy to pick up the medicine that the doctor had prescribed for her. When they got home, Camilla took medicine. In a few days, she felt much better, as the doctor had said. By the time it was Friday, Camilla had recovered completely. The mother felt the same way, and while she thought through the day’s plan, she kissed the red lipstick
.
Course 1: Lesson 5
Stasis & dynamis
Efter en traveture gennem byens gader og et smut forbi McDonald’s for at få en cheesebuger når jeg turens højdepunkt: Et museumsbesøg på National Gallery of Art i Washington. Jeg står nu i en lang kø på vej ind og luften er knastør. Solen har siden imorges brændt på de store vinduer. Da jeg kommer videre ind ser jeg en stor samling mennesker ved et af Quentin Massy’s malerier, hvor der er afbildet en ung kvinde sammen med en ældre mand. Det ser ud som om de hygger sig. Han vil tydeligvis gerne i lag med hende og det ser ud som om han giver hende eller hendes alfons en portion mønter. Alfonsen sidder i baggrunden med tungen ud af munden.
Nu giver det straks mening siger jeg højt for mig selv: Det handler selvfølgelig om galskab og dårskab. Uha er det prostitution det handler om strejfer endnu en tanke mig.
Jeg kigger nøgternt på billedet igen og kan se, at der sidder to mennesker i mørket og flirter med hinanden ganske fredeligt. Det må helt sikkert være en sugardate hun er på tænker jeg. Der er sgu penge i den ældre mand med nissehue, som den unge kvinde elsker opmærksomheden fra den smilende ældre mand.
De sidder og pjalter lidt og han kilder forsigtigt på hende, som en god herremand jo nu engang gør og kan tillade sig det . Det er jo ham, der sandsynligvis betaler for gildet. Er der noget galt i det? Må man få kærlighed når man er fattig i ånden og når man nu tilfældigvis har penge på hånden, som ham den muntre ældre mand på billedet har.
Hvorfor finde den stive grimasse frem bare pga. at man har penge. Selvom det er lystigt hvad der foregår er det jo ganske fredsommeligt og er tydeligvis organiseret efter som man ser alfonsen i baggrunden af maleriet.
Imens jeg småfilosofere yderligere over det lyder der et overdøvende larm fordi jeg er kommet for tæt på maleriet og er kommet til at aktivere alarmen.
Der kommer en vagt stormende imod mig. Jeg skynder mig at gå lidt tilbage med arme og hænder lodret oppe i total overgivelse. Men det eneste jeg tænker på er, at på maleriet er den ene mere lystig og grænseoverskridende end den anden. Vagten råber på engelsk direkte ind i hovedet på mig: “Stop, stop, stop! What are you doing? Stop touching the painting!”.
Jeg erkender alt overfor vagten og siger med sagte i stemmen: “I am very sorry. So sorry!” og begynder at gå væk derfra igen. Imens kigger alle de andre besøgende mistroisk på mig med deres blikke. Jeg vender mig kort om igen og ser på maleriet af Massys nu fra distancen. Den unge promiskuøse kvindes tøj er herfra i synsvinkel godt nedringet. “Hun sælger ud af sig selv,” tænker jeg for mig selv, jeg bliver dog afbrudt af mine flyvske tanker igen en stråtanke der siger: “det er for groft det her..”
Jeg har tankemylder og mine tanker bliver hele tiden afbrudt af, at der er noget der kommer indefra og fortæller mig, at dette er verdens ældste erhverv der er afbildet på maleriet. Jeg slår det hen og vender mig om imod udgangen af museet. Jeg smiler til den mandlige vagt, der står sammen med en kvindelig sekretær og hvisker hinanden noget i ørene imens de stirrer på mig. Gad vide om det har noget at gøre med mig eller er hun igang med at forføre sig lystig frem for den stakkels ældre herre. Det kan man se på det skæve og sjoflede smil manden har iført sig. Han håber garanteret også på, at være heldig en dag, at han vil tage monetter nok med så han også kan betale gildet.
Imens filosofere jeg over, hvor grimme de begge egentlig er malet når maleriet i sig selv er så skønt komponeret. Det skønne i dette maleri hviler alene på de naturlige privileger i menneskets natur. Det er et maleri af en mand og kvinde, der udveksler gaver helt naturligt g, den reciprokke værdi fordrer det. På vej ud af museet, står der en stakkels ældre mand i rødlig uniform alene og uddeler brochure af det forestående arrangement med titlen: “Get a life”.
English:
After a trot through the city streets and a stop by McDonald’s for a cheeseburger, I reach the highlight of the trip: a museum visit to the National Gallery of Art in Washington. I am now standing in a long queue on my way in and the air is crisp. The sun has been burning on the large windows since this morning. When I get further in, I see a large gathering of people at one of Quentin Massy’s paintings, where a young woman is depicted together with an elderly man. It looks like they are enjoying themselves. He clearly wants to get along with her and it looks like he’s giving her pimp a lot of coins. The Pimp sits in the background with his tongue out of his mouth.
Now it immediately makes sense, I say out loud to myself: It is of course about madness and folly. Uha is it prostitution it’s about another thought crosses my mind.
I soberly look at the picture again and see that there are two people sitting in the dark, flirting with each other quite peacefully. It must surely be a sugar date she’s on, I think. There is money in the elderly man with the pixie hat, as the young woman loves the attention of the smiling elderly man.
They sit and chat a bit and he gently tickles her, as a good gentleman does and can afford to do. After all, he is the one who probably pays for the party. Is there something wrong with that? May you find love when you are poor in spirit and when you happen to have money on hand, like the cheerful old man in the picture has.
Why come up with the stiff grimace just because you have money. Although what is going on is cheerful, it is quite peaceful and is clearly organized according to the way you see the pimp in the background of the painting.
While I philosophize further about it, there is a deafening noise because I have come too close to the painting and have come to activate the alarm.
A guard comes charging towards me. I hasten to go back a little with my arms and hands up vertically in total surrender. But the only thing I can think of is that in the painting one is more playful and transgressive than the other. The guard shouts in English directly into my head: “Stop, stop, stop! What are you doing? Stop touching the painting!”.
I confess everything to the guard and say in a low voice: “I am very sorry. So sorry!” and starts walking away from there again. Meanwhile, all the other visitors look at me suspiciously with their eyes. I turn briefly again and look at the painting of Massys now from a distance. From this point of view, the young promiscuous woman’s clothes are well degraded. “She’s selling out of herself,” I think to myself, but I am interrupted from my flighty thoughts again by a straw thought that says: “this is too rough..”
I have multitudes of thoughts and my thoughts are constantly interrupted by something coming from within telling me that this is the world’s oldest profession depicted in the painting. I put it down and turn towards the exit of the museum. I smile at the male guard standing with a female secretary whispering something in each other’s ears while they stare at me. I wonder if it has something to do with me or is she in the process of lustily seducing the poor elderly gentleman. You can see that from the crooked and vile smile the man is wearing. He certainly also hopes to be lucky one day, that he will take enough coins with him so that he can also pay the gilt.
Meanwhile, I philosophize about how ugly they both are actually painted when the painting itself is so beautifully composed. The beauty of this painting rests solely on the natural privileges of human nature. It is a painting of a man and woman exchanging gifts quite naturally, the reciprocal value demands it. On the way out of the museum, there is a poor elderly man in a reddish uniform standing alone and handing out a brochure of the upcoming event with the title: “Get a life”.
Course 1: Lesson 6
En våd regnvejrsdag
“Objects in mirror are closer than they appear” står der med små bogstaver i sidespejlet på den røde BMW jeg netop strejfede forbi på Fasanvej. Jeg var ung og havde ej råd til en bil eller sågar et kørekort. Da jeg var yngre i min ungdom arbejdede jeg ofte på 7-eleven. Jeg arbejdede faktisk næsten hele tiden så det føltes dengang, at jeg var i en symbiose imellem alle de forskellige kunder. Det føltes også ofte som, at hverdag og weekend kørte ud i et. Betjening og opvarmning af de forskellige slags brød især kanel og pizza snegle var en af mine specialiteter på jobbet og det var noget jeg kunne bryste mig af på overfor mine kolleger og kunder.
Når man har arbejdet der i et stykke tid genkender man straks de forskellige personlighedstyper og hvad de skal have. Kort fortalt: Fulderikkerne, forretningsfolk, posedamerne, de unge og børnene skulle alle have deres sædvanlige genstande: Øl, Kaffe, gammelt billig brød, læskende coke og det magiske sukker slik. Min funktion bestod primært i at betjene og være venlig samt imødekommende og det var noget jeg mestrede og fik da også sommetider en sludder for en sladder med kunderne om deres privatliv.
Her var der et helle for alle i samenighed og folk kunne snakke frit 24/7 på banegården, som kunder nu engang gør. Det jeg tjente gik udelukkende til, at finansiere mit alkohol og vanvittige lovlige fest forbrug uden snevejr. Jeg elskede susen, rusen og de dyre piger i Staden. Et sandt slaraffenland tænkte jeg ofte, som den bonderøv fra Aalborg jeg var.
Her var der ingen videnskabelig metode og empirien var blot dagens sludder. Til dagligt studerede jeg nemlig og lavede historier på KUA. På historiestudiet med det lange hvide skæg var ikke her pengene lå, men det var her jeg mødte Camilla.
Camilla havde en hot body 9 ud af 10 vil jeg skyde på. Hun var 19år gammel eller deromkring tror jeg nok da jeg mødte hende på en våd bytur ved søerne og endelig kom i snak med hende udover de høflige hilsener og vores øjenkontakt på studiet. Jeg havde ofte set hende, men vi havde aldrig rigtigt snakket samme
Hun var et godt skår med hendes lange kruset brune hår, der hvirvlede godt i vinden så hun nærmest lignede en super kvinde ala Gal Gadot i Wonder Woman. Camilla og Wonder Woman minder meget om hinanden synes jeg. Camilla var udover hendes hede kys også den første jeg havde sex med i København i et kolonihave hus oppe i Emdrup på en regnvejrsdag om sommeren.
Denne sag var så varm, at mit mundvand var godt saltet og kogte da jeg intimt kyssede hende og vi delte mundvand. Jeg kunne ikke stå for hendes nøddebrune krøller samt de grønne slange øjne hun var udstyret med. Hendes bryster var små, men faste og de føltes som gummi da jeg kyssede dem blidt. Hendes krop var stram, glat og dejlig varm inden jeg afleverede det sidste hug og udbasunerede en kæmpe orgasme over hendes gyldenbrune flade mave. Hun er fantastisk tænkte jeg inden hun kørte sin vej igen i regnen og jeg drog videre af skinnerne imod mit job på banegården på denne Danske sommerdag.
English:
A wet rainy day
“Objects in mirror are closer than they appear” is written in small letters in the side mirror of the red BMW I just wandered past on Fasanvej. I was young and couldn’t afford a car or even a driver’s license. When I was younger in my youth I often worked at 7-eleven. I actually worked there almost all the time, so it felt then that I was in a symbiosis between me and all the different customers. It also often felt like weekdays and weekends ran into one. Handling and heating the different types of bread, especially cinnamon and pizza slices was one of my specialties on the job and it was something I could brag about to my colleagues and customers.
When you have worked there for a while, you immediately recognize the different personality types and what they need. In short: The drunkards, businessmen, bag ladies, the young and the children should all have their usual items: Beer, coffee, old cheap bread, mouth-watering coke and the magical sugar candy. My function consisted primarily of serving and being friendly and accommodating, and that was something I mastered and sometimes got to gossip with the customers about their private lives.
Here there was a place for everyone to be together and people could talk freely 24/7 at the railway station, as customers now do. What I earned went solely to finance my alcohol and crazy legal party spending without snow. I loved the hustle and bustle and the expensive girls in Staden. A true Slaraffenland, I often thought, like the farmer’s ass from Aalborg that I was.
Here there was no scientific method and the empiricism was just today’s nonsense. On a daily basis, I studied and made stories at KUA. The history study with the long white beard was not where the money was, but it was where I met Camilla.
Camilla had a hot body 9 out of 10 I’ll shoot for. She was 19 years old or so I think when I met her on a wet city trip by the lakes and finally got into a conversation with her besides the polite greetings and our eye contact at the studio. I had often seen her, but we had never really talked
She was a good cut with her long curly brown hair that swirled well in the wind so that she almost looked like a super woman ala Gal Gadot in Wonder Woman. Camilla and Wonder Woman looked alike I think. In addition to her hot kiss, Camilla was also the first person I had sex with in Copenhagen, in an allotment house up in Emdrup on a rainy day in the summer.
This thing was so hot that my mouth water was well salted and boiled when I intimately kissed her and we shared mouth water. I couldn’t stand her green snake eyes she was equipped with. It was so intense. Her breasts were small but firm and they felt like rubber when I kissed them gently. Her body was tight, smooth and delightfully warm before I delivered the final blow and trumpeted a huge orgasm over her golden brown flat stomach. She is fantastic, I thought before she drove her way again in the rain and I headed off the tracks towards my job at the railway station on this Danish summer day.
Den vilde løvinde
Engang var der en mand, der havde alt – en vellykket karriere, en luksuriøs livsstil og en smuk kæreste. Men trods alle hans velsignelser følte han sig tom indeni. Han søgte konstant efter noget for at udfylde hullet og hans kedsomhed med, og det var da han mødte hende – den vilde løvinde.
Hun var alt, hvad han nogensinde havde ønsket – ung, modig, selvsikker og fri-åndet. Han var forelsket i hende, og snart blev hun hans dronning. De tilbragte deres dage med at udforske byen, prøve forskellige typer af alkohol og blive fanget i hinandens tanker.
Men deres forhold var langt fra perfekt. De havde skænderier og skandaler, og han spekulerede ofte på, hvor hun forsvandt hen om natten. Det viste sig, at hun tilbragte sine nætter med sine venner, hvor de blev fulde til det punkt, hvor de blev vanvittige. Men trods kaoset kunne han ikke lade være med at blive tiltrukket af hende og hendes lange krøllet blonde hår.
En aften havde de fået for meget at drikke, og endte på et diskotek. Han tog hende tilbage til sin bil, og uden at fortælle hendes forældre, tog han hende med til vesterhavet, der hvor han havde et arvet sommerhus. De drak vin og så film, og han følte, at han endelig havde fundet det manglende stykke til hans puslespil.
Men deres forhold var stadig kaotisk. Især om hverdagen, hvor de kæmpede som hund og katte gør det og han følte, at han hele tiden jagtede efter hende. Det brød han sig ikke særligt meget om. Han ville kæmpe krig mod enhver, der turde at gøre hende ondt, men han vidste dybt indeni, at deres kærlighed var som djævelens hjul – det var intens, men farligt.
Til sidst indså han, at han ikke kunne holde hende fanget. Han ville, at hun skulle være fri, ligesom den vilde løvinde, hun var. Så han besluttede sig en dag, at lade hende gå, og så på, da hun løb tilbage ind i vildmarken, fri fra de lænker, der holdt hende tilbage.
Han savnede hende dybt, men vidste, at hun var, hvor hun hørte til. Og da han tog en tår af sin drink, skålede han for deres kærlighed og de minder, de delte, vidende, at hun altid vil være hans vilde løvinde.
En smuk tragedie
Solen var ved at gå ned over den lille by og kastede et varmt orange skær over alt. Folk samledes på byens torv, draget dertil af lyden af hulken og jamren. Nysgerrighed havde også drevet hovedpersonen derhen, og da de nærmede sig mængden, kunne de se, at de alle stirrede på en storslået statue. Det var et udsøgt kunstværk, der skildrede en ung kvinde med udstrakte arme, som om hun rakte ud mod himlen.
Hovedpersonen var betaget af statuens skønhed, og de kunne ikke undgå at føle en følelse af ynde, der havde ført dem derhen. Men da de nærmede sig mængden, kunne de mærke en ændring i atmosfæren. Folk stirrede på hovedpersonen med en blanding af frygt og had. De ventede på et ordentligt svar, og hovedpersonen kunne mærke deres øjne på ham, som tusinde dolke der i en bevægelse forsøgte at få overtage over situationen.
Men alligevel kunne hovedpersonen ikke få øjnene væk fra statuen. De ønskede at give den nåde, som havde ført dem derhen, til andre, for at vise dem den skønhed, der havde rørt deres hjerte. Og så ramte tragedien. Statuen smuldrede pludselig og faldt til jorden i en byge af støv og affald. Publikum gispede af rædsel, og hovedpersonen kunne mærke deres hjerte falde.
Tragedien havde ramt uden varsel, og den nåde, der engang havde fyldt hovedpersonen, var nu væk. Statuen var ikke længere et mesterværk, men en ødelagt påmindelse om livets og skønhedens skrøbelighed. Hovedpersonen stod der og stirrede på ruinerne af det, der engang var et storslået kunstværk. Og de indså, at nogle gange kan tragedien ramme selv de smukkeste steder.
De brændte broer
En nat, da han vandrede gennem mørket, faldt han over en fugl, der byggede sin rede. Fuglen var en natfugl, og den arbejdede utrætteligt på at bygge sit hjem. Den unge mand var fascineret af fuglens beslutsomhed, og han så på, hvordan den utrætteligt arbejdede på at skabe en verden for sig selv.
Den unge mand følte en følelse af inspiration skylle ind over sig. Han indså, at han kunne være herre over sit eget liv, og han behøvede ikke længere at være bange for at lade sit sande jeg skinne. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding og forestillede sig selv som en konge i sit eget sind. Da han åbnede øjnene igen, så alt ud til at være på plads og meget lysere.
Fast besluttet på at gøre sit liv bedre, satte den unge mand ud for at overvinde sin frygt og sin tvivl. Han satte sig for at “drukne monsteret” i ham, for at slippe af med de negative tanker, der havde holdt ham tilbage. Han forpligtede sig til at gøre alt, hvad der skulle til for at holde sine hænder frie og sit hjerte åbent.
Og så arbejdede han utrætteligt for at bygge en ny verden for sig selv. Han brændte broer med sin fortid og sine gamle måder, og han ofrede, hvad han skulle for at blive kongen i sit eget sind. Og når han lukkede øjnene om natten, følte han sig stolt og tilfreds, da han vidste, at han havde kontrol over sit liv.
Fra den dag af levede den unge mand sit liv med selvtillid og beslutsomhed. Han var ikke længere bange for at lade sit sande jeg vise sig, og han følte sig som en konge i sit eget sind. Og hver gang nogen forsøgte at dømme ham, lukkede han blot øjnene og huskede den rejse, der havde ført ham til, hvor han var. Han var en konge i sit eget sind, og intet kunne tage det fra ham.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
English 
Danish